Close encounters

I Nærkontakt samarbejder en gruppe danske gymnasieelever fra Gymnasiesamarbejdet KULT med komponistkollektivet Dygong.

Komponisterne i Dygong (Simon Løffler, Nicolai Worsaae, Regin Petersen og Christian Winther Christensen) skriver selv al musikken til deres koncerter. De medvirker selv ved koncerterne med afvikling af lyd og lys og samarbejder med unge up-coming musikere, for hvem det at spille moderne musik og samarbejde med komponister er en naturlig ting. 

 Gymnasieeleverne inviteres med ind i Dygongs musikalske univers og skal siden designe og præsentere en koncert i samarbejde med komponisterne. Eleverne deltager i alle faser af koncertens planlægning: Valg af program, tilpasning af musikken, valg af præsentationsform, scenisk design og markedsføring og hver elev kommer med deres personlige bidrag.

 Koncerten udvikles gennem et forløb udarbejdet af Dygong i samarbejde med elevernes lærere, hvor eleverne deltager i  workshops, forelæsninger om ny musik, koncertproduktion m.m. Eleverne kan benytte sig af deres egne netværk og af de elektroniske kommunikationsformer og -medier, de i forvejen benytter både fleksibelt og effektivt. Koncerten præsenteres i Den Grå hal under Nordiske Musikdage 2010 i København. 

 Med Nærkontakt skabes en kontakt med den eksperimenterende musik, hvor gymnasieelever kan udvikle deres viden om ny musik samt deres kreative, innovative og kommunikative evner.       

Med frie tøjler, gå på mod, entusiasme og iderigdom vil en koncert opstå under festivalen. Så kom og få en overraskelse i Den Grå Hal, Fredag d. 10. september kl. 18:00   

Læs også Reportagen fra Workshop med Dygong