School Concert in DRs Concert Hall

I samarbejde med DR inviterer Nordiske Musikdage 2010 skoleelever fra hele landet til en spændende koncert med DR UnderholdningsOrkestret og DR VokalEnsemblet fredag d. 10. september kl. 12.00 og kl. 14.00. De to ensembler vil spille et stykke ny kompositionsmusik fra hvert af de 5 nordiske lande; Danmark, Finland, Norge, Island og Sverige.

Gennem skoleåret har elever over hele Danmark lyttet til og arbejdet med netop disse værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen (DK), Kent Olofsson (SE), Håkon Berge (NO), Veli-Matti Puumala (FI) og Haukur Tómasson (IS) via et helt nyt undervisningsmateriale udarbejdet til Nordiske Musikdage 2010. Gennem praktiske opgaver og lytteøvelser får eleverne en relation til musikken, så de har gode forudsætninger for at møde den live i DR Byens nye koncertsal. Både koncert og undervisningsmateriale er gratis.

De 5 værker er meget forskellige og kan give anledning til at arbejde på tværs af fag:
Pelle Gudmundsen-Holmgreens KOHEJRE er skrevet ud fra et digt af den australske digter Les Murray:

"Vore hurtige næb hapser dem, én efter én,
Disse flyvechips, luftflæskesvær
Sitrende delikatesser – vi tvinger dem ned…"

Kent Olofssons værk CHLADNI´S BOW omhandler det fænomen, at en metalplade dækket med et tyndt lag sand vibrerer, når der bliver ”spillet” på den med en bue og danner små mønstre. Inspireret af den tyske fysiker og musiker Ernst Chladni – Chladnis´ lydskulpturer.

Gå selv på opdagelse i ...NENNSOMT SPINNER ... af Håkon Berge, MEMORIAL FRAGMENTS af Veli-Matti Puumala og interludierne til GUDRUNS 4. SANG af Haukur Tómasson.

Skolekoncerten er et bidrag til en styrkelse af musikfaget i folkeskolen, idet projektet bygger bro mellem den kunstneriske og den pædagogiske verden, og præsenterer undervisningsmodeller der styrker børn og unges kendskab til og arbejde med ny musik, både som lyttere og kreative medskabere. Vi er meget glade for at kunne præsentere dette tilbud i skolerne, og vi håber, at det kan blive en indgang for børn og lærere til at beskæftige sig med ny musik.

Undervisningsmateriale og skolekoncertprojektet er udarbejdet af festivalens ledelse i samarbejde med lektor Else Marie Okkels.

Læs også om projektet musikerworkshop - hvor skoleelever kan møde en gruppe musikere fra de 2 DR ensembler inden koncerten.