Nordic Music Days 2010: succes på flere fronter


Det kan lade sig gøre, at trække det klassiske musikmiljø ud af de vante rammer og nå et nyt ungt publikum. Det viste Nordic Music Days 2010, der nu kan se tilbage på et rekordstort publikum og 4 succesfulde festival dage.

Nye rammer for ny musik

Nordic Music Days viste i år, at ny kompositionsmusik med fordel kan præsenteres på utraditionelle venues som Den Grå Hal, Københavns Musikteater og Borups Højskole. Disse venues kombineret med værter, der guidede publikum igennem aftenens forskellige værker og en generelt mere afslappet stemning, end det er muligt at opnå i en traditionel koncertsal, gjorde at Nordic Music Days 2010 havde succes med at skabe interesse for ny kompositionsmusik hos et nyt ungt publikum. De optrædende musikere har også udtrykt stor begejstring for de nye venues. Flere af de internationale musikere har blandt andet fremhævet, hvor overraskede de har været over akustikken i Den Grå Hal, og at det har været muligt at skabe et rum, hvor der var plads til både intens lytning og en fantastisk afslappet stemning.


Børn og unge

Også på børne- og ungeområdet har Nordic Music Days 2010 været en stor succes. En vigtig del af festivalen har været at udvikle den spirende faglighed hos unge talentfulde musikere. Det er blandt andet foregået gennem et komponistværksted for musikskoleelever, workshops for unge musikere med fokus på folkemusik og projektet Nærkontakt, hvor en gruppe gymnasieelever sammen med ensemblet Dygong arrangerede en af festivalens koncerter. I alt har 130 unge fra hele Norden deltaget i de mange workshops og værksteder.

...Også de mindre børn har haft mulighed for at stifte bekendtskab med musikken under Nordic Music Days 2010. På Vanløse Kulturstation deltog 1200 børn i en musikerworkshop og 1400 børn indtog fredag formiddag DR Koncerthuset, hvor de fik lov til at opleve den musik live, som de indtil da havde arbejdet med i deres musikundervisning. I alt har 140 skoler taget i mod tilbuddet om at benytte det undervisningsmateriale, der er blevet udarbejdet i forbindelse med Nordic Music Days 2010. Se billeder på www.nordicmusicdays2010.org/photos

Kunstnerisk leder af Nordic Music Days 2010 Peter Bruun siger: ”Vi har helt bevidst sat os som et mål for festivalen at vise, at ny kompositionsmusik er andet og mere end støvede koncertsale, og det, synes vi, er lykkedes. Det har været fantastisk at opleve, hvordan det klassiske musikmiljø har taget de nye venues og formidlingstiltag til sig. Og ikke mindre fantastisk at se så mange unge mennesker involvere sig i fremtidens musik. Så herfra skal der lyde en stor tak til både dem, der stod på scenen, dem der stod bag scenen og alle publikummerne, der alle var med til at gøre Nordic Music Days 2010 til en succes.”

 

Mere nordisk musik

Nordic Music Days er en årligt tilbagevendende begivenhed, der afholdes på skift i de nordiske lande. Næste år går turen til Island, men allerede 24.-25. september i år kan man opleve mere nordisk musik på Nordlichter Biennale for Nordic Music and Art : Berlin.

 

Om Nordic Music Days

Festivalen Nordic Music Days blev første gang afholdt i 1888 og er en af verdens ældste og mest respekterede festivaler for ny kompositionsmusik. Nordic Music Days udmærker sig ved, at det er komponisterne selv, der arrangerer festivalen, og at den hvert år turnerer i de fem nordiske lande. Nordic Music Days 2010 blev arrangeret af Dansk Komponist Forening for Nordisk Komponistråd.

 

Nordic Music Days 2010 i tal

I alt havde festivalen besøg af knap 5000 publikummer i løbet af de 4 festivaldage, heraf var ca. 200 udenlandske journalister og samarbejdspartnere fra udlandet, 1200 børn deltog i musikerworkshop og 1400 børn deltog i skolekoncerten. Herudover har i alt 140 skoler brugt undervisningsmaterialet fra festivalen.

 


Fotos: Hanne Budtz-Jørgensen
Det ældre foto er taget ved Nordiske Musikdage i København 1919. Bagest:  Robert Kajanus, Georg Høeberg, Jean Sibelius og Frederik Schnedler-Petersen. Forrest: Wilhelm Stenhammer, Karin Bronzell, Erkki Melartin og Carl Nielsen.